Aabenraa tur/retur

Vi er hjemme fra Aabenraa. Turen til min hjemstavn. Retur fra opgør, påmindelse og minder.

Det har været en god tur. En hård tur. Jeg har fået det ud af det, som jeg håbede og ønskede. Det er jeg rigtig glad for.

Vi besøgte min gamle folkeskole, som jeg har skrevet om på tidligere blogindlæg. Det var klart her, hvor jeg havde flest dårlige følelser at gøre op med. Og det var også her, hvor jeg måske fik den største forløsning. I hvert fald følte jeg mig et par kilo lettere, da vi gik derfra.

Vi var en tur til Sønderjysk kaffebord – og skulle også lige forbi Rømø’s brede strand (som man kan køre
på med bil!). Far gad dog ikke tage chancen med stolen, så han blev i bilen 😅

Vi stoppede også foran det sommerhus, vi havde fra jeg var lille. Da min mor og min storebrors far fandt sammen, boede vi i det sommerhus i et år, inden vi fandt det hus, som jeg (vi) voksede op i. Jeg har kun gode minder i det sommerhus. Forældrene var forelsket og min storebror og jeg var som pot og pande – og det hele, som jeg husker det, var meget idyllisk og perfekt. Vi byggede huler midt i stuen, malede på utallige sten og hoppede og dansede nøgne i sommerregnen.
Vi solgte sommerhuset efter et voldsomt biluheld, vi havde på vej til sommerhuset. En tysk bilist læste situationen helt forkert og kørte direkte ud foran os, hvor min stedfar, som kørte bilen, ingen chance havde for at nå at stoppe eller forsøge at køre udenom. Faktisk tror jeg ikke at jeg (eller nogen af os – i hvert fald ikke samlet) nogensinde var tilbage i sommerhuset efter det biluheld.
Biluheldet skete kort tid inden jeg blev 6 år gammel. Jeg husker kun små brudstykker, men jeg husker tydeligt at min stedfar råber et eller andet bandeord i bilen (som han aldrig gjorde). Jeg husker lyden, da vi rammer ind i siden af den anden bil. Jeg husker at min mor holder mig fast ind mod sædet med hendes skulder, der pludselig slipper og jeg ryger igennem bilen og står mit hoved. Jeg bliver hevet ud af bilen af min mor, hvor der er nogen der råber at der lugter af benzin og at bilen snart eksploderer. Det gjorde den så ikke. Men jeg husker tydeligt dén frygt, som de ord startede i mig. Jeg husker at min mor står foran mig med et fuldkomment smadret ansigt, så smadret at jeg ikke kunne genkende hende, hvis det ikke var for hendes stemme. Hendes næse sad på kinden – nærmest røget helt af. Lidt ligesom man sagde at man kunne med Michael Jackson’s næse. Hun sprøjtede blod på mig, men hun var overbevist om, at det var mig, der blødte. Så jeg stod der, lamslået af frygt og forskrækkelse, mens min mor febrilsk havde taget trøjen af for at tørre mig af og finde ud af hvor blodet kom fra. Men det kom fra hende. Jeg husker det som om hun stod der og tørrede i evigheder. Det gjorde hun jo nok ikke.
Til sidst fandt hun ud af, at det var hende der blødte. Og så faldt hun om. Og lå der i vejkanten. Da hun faldt om og lå der, blev vi børn (mig og min barndomsveninde) taget væk. Og jeg ved faktisk stadig ikke helt hvad der skete derfra og til vi besøgte hende på hospitalet. Men der i mens hun lå i vejkanten, var en landmand og hans kone der tog os ind på deres gård. De havde set uheldet og vi fik serveret lunkent komælk – direkte fra koen. Malket få timer inden, kan jeg huske, at han fortalte. Det smagte ækelt, men alligevel blev jeg ved med at drikke. For når man drikker mælk, kan man ikke svare eller snakke jo…

I 4 måneder efter det, så jeg min mor få gange. En af gangene bad lægen mig om, at sige farvel – hvis nu… Det var nemlig tæt på et par gange, som jeg husker det. Lad os lige huske på at det er omkring min 6 årig fødselsdag, som vi i øvrigt slet ikke fejrede det år. Vores familie gik itu. Samtalerne blev tomme, kolde, ligegyldige og overfladiske, kan jeg huske at jeg følte.
Jeg var vant til at have min mor 24/7, samsove og jeg havde aldrig sovet ude uden min mor før dét. Pludselig mister jeg min mor i 4 måneder og jeg var på en måde efterladt til mig selv. Min stedfar og mormor har sikkert prøvet at tage sig af mig – de tog sig da i hvert fald af mig fysisk. Men jeg husker ingen der puttede mig om aftenen, som min mor plejede at bruge flere timer på, eller nogen der krammede mig og lod mig græde i deres arme. Jeg husker mest bare mig, der græd mig selv i søvn – alene på mit værelse.

Efter 4 måneder kom hun endelig hjem, men i lang tid kunne hun ikke være der, som hun var før. Hun fik faktisk en kompliceret hjerneskade dengang. Hun fik stor hukommelsestab, mistede alle tænder og næsen blev rekonstrueret. Og jeg blev forberedt på at miste min mor on/off siden da. Men hun var der følelsesmæssigt. Jeg følte mig igen tryg. Og jeg kunne endelig græde ud i hendes arme. Jeg begriber ikke hvor svært det må have været for hende, at komme hjem uden rigtig at huske noget som helst og have en ulykkelig, lille pige armene. Det klarede hun fandeme flot!

Biluheldet skete imens vi boede i mit barndomshjem. Hjemmet, der både indeholder så mange lykkelige barndomsminder, men som også minder mig om, da min mor og stedfar gik fra hinanden og vi boede dér sammen i et halvt år uden nogen snakkede til hinanden…

Huset er, sjovt nok, opkøbt af min mors gamle udlejer fra hvor vi boede, da vi flyttede fra mit barndomshjem. Udlejeren var på grunden og han viste mig hele huset. Han er i gang med at bygge det om til to lejligheder. Udlejeren havde faktisk ledt efter mig, da han hørte om min mors dødsfald. Og han var så glad for at se mig. Han fortalte så mange søde ting om min mor – der midt i huset, min mor havde totalrestaureret for så mange år siden og som havde hendes sjæl i alle de små detaljer. Det var så surrealistisk og et meget vildere og bedre hensyn med det hus, end jeg overhovedet havde turde håbe på. Udenfor stod stengrillen der stadig med muren udenom med sten, som vi har samlet ind igennem alle vores ture rundt på ferier, mest i Danmark. Jeg kunne endnu huske at sten nummer 3 i række 2 er fra Ebeltoft osv osv. Og dén gril og mur beholder den nye ejer. Og han elskede historien om den – og fortælle den videre. Og med dén historie, føler jeg, at min mor alligevel lever lidt videre. Det gør mig så glad.
Vi endte med at udveksle telefonnumre og han vil meget gerne vise mig huset (/lejlighederne) når det er bygget helt om. Det vil jeg faktisk også rigtig gerne se.

Theo skulle også kigge ind på skolen! Selvfølgelig.

Vi var også tilbage ved min gamle fritidsklub, min mormors gamle “arbejde” (Kirkens korshær – frivilligt arbejde) og en masse andre steder, der har betydet noget for mig. Det var en skøn gensyn – og ved næsten hvert gensyn, mødte jeg personer, som havde enten min mor eller mormor tæt inde på livet. Derfor havde jeg de dage mange samtaler om deres død og eftermæle. Det var både rigtig skønt og virkelig hårdt.

Vi kørte forbi den lejlighed, vi flyttede i, da min mor og stedfar gik fra hinanden. Den lejlighed startede med at være verdens bedste. Den var virkelig lille – og vi kom fra et kæmpe hus. Men det var lige hvad vi havde brug for. At være helt tæt, bare mig og mor. Da vi flyttede ind i den lejlighed, var min mor syg med kræft. Hun vejede ikke en skid og hun var faktisk ret tæt på at tage billetten (igen). Men pludselig vendte det og hun blev frisk og tog på og livede op.
Det er i det her lejlighed, hvor jeg går på handelsskolen og hvor jeg passer min mor i det store frikvarter og alt det der, som jeg har skrevet om på tidligere indlæg. Det er også i den her lejlighed, at min mor får en ny kæreste – og som jeg ender med at flygte fra (pga psykisk vold) og flytte hjemmefra et par dage efter jeg blev 18 år.

Tre generationer af Brøndbyfans 💛💙

Men der hvor jeg virkelig fik en klump i maven, var da vi kørte forbi, hvor min mor boede til sidst. Hun flyttede i den lejlighed, smed hendes daværende kæreste ud (som jeg var flygtet fra) og så forventede hun faktisk, at jeg flyttede tilbage ind hos hende… Men jeg var videre. Jeg var næsten færdig med handelsskolen og jeg ventede på, at få den hue, så jeg kunne – helt officielt – flytte sammen med Alex. I København. Og komme væk fra Aabenraa.
Jeg mærkede en klar følelse af, at jeg ikke skulle flytte tilbage til min mor. Både fordi jeg stadig lige skulle tilgive hende for at have stået vidne til det, som jeg havde været igennem og dels fordi jeg ønskede at bevise for mig selv, at jeg godt kunne stå på egne hænder – også uden at være tvunget til det, men af egen fri vilje med andre muligheder.
Jeg besøgte hende dog stadig meget det sidste tid, jeg havde dernede, inden jeg blev student. Og til min stunderkørsel, kørte vi også hjem til hende.
Jeg var der for hende i hendes efterreaktion på det forhold – og jeg forlod Aabenraa med et tilgivende hjerte og fyldt med kærlighed til min mor. Så selvom vi havde en meget turbulent tid, da jeg flyttede hjemmefra, så fik vi det der klassiske “flytte hjemmefra”-farvel, da jeg kørte med Alex til Kbh efter mit stundergilde og ikke længere behøvede at komme tilbage til Aabenraa. Og det var virkelig rart.

Og dér, da jeg var foran mormors gamle lejlighed. Den lejlighed, hun nærmest har boet i hele mit liv. I hvert fald husker jeg næsten kun dén lejlighed. Jeg boede en periode hos hende i den lejlighed. Som lille var jeg hos hende, ligesom andre var hos deres “weekend-far”, så var jeg nogenlunde fast hos mormor. Hele området deroppe har jeg udforsket til fulde. Nu ser det helt anerledes ud. Der er andre ting i vinduerne og forhaven er udskiftet med grus. Selvfølgelig skal den nye lejer bare gøre som de vil, men lige i et splitsekund blev jeg sur over at de havde ændret det. Lige indtil jeg forstod: Mormor er her ikke længere. Hun er ikke derinde længere. Hun er væk. Og det er okay, at en anden har overtaget hendes lejlighed.
Min mormor har fået mange knubs i livet, hvilket til tider var for meget for hende. Og når det var for meget, låste hun sig inde og gemte sig fra alt og alle. Vi har mange gange stået og kigget ind af vinduerne for at sikre os, at hun ikke lå og var faldet (eller værre) i lejligheden – for hun åbnede ikke døren og tog ikke telefonen. Det er nu 1 år siden, at hun døde og det er den længste tid, hvor jeg ikke har snakket med hende. Og det går op for mig foran hendes lejlighed, at jeg aldrig kommer til at høre hendes stemme igen. Men det er okay. Jeg er selvfølgelig trist over det, men jeg er okay med, at hun skulle videre – væk fra et liv, der gav hende meget smerte.
Jeg er faktisk ved at være klar til at vågne op omkring min (meget bevidste) sorgproces omkring min mormors død d. 12. September 2019.
Er det noget, der kunne være interessant at læse om?

Theo, Vera og Theo’s helt: Malik 👌🏼

Alt i alt har denne tur virkelig gjort mig godt. Den var hård – og ikke uden konflikter. Jeg fik sagt fra og sat grænser overfor personer i mit liv og jeg fik mærket mig selv. Jeg fik givet slip på rigtig meget. Jeg fik tilgivet. Og jeg er nu klar til at hele.
Jeg er klar til endelig at hele ordentlig og helt.

Tak fordi du læste med!

/Mama Schwartz

2 kommentarer til “Aabenraa tur/retur”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen