Farmor så sit snit

Farmor så sit snit, da hun læste mit blogindlæg i går om alenetid. Hun skrev derfor i går om hun og farfar måtte have Theo lidt alene i dag. Inde hos dem for første gang. Det gik jeg med til. Jeg ville nemlig gerne gøre hytten hovedrent – og det er bare så meget hurtigere og nemmere uden en lille en træskende efter en.

Man kan ane det kaos, der var Theo’s værelse – hvorfor jeg gerne ville have tid til at rydde op, sortere og rengøre især dét værelse. Det nåede jeg da også i 20
minutter.

Theo er blevet passet af farmor før, hvor jeg skulle til tandlæge og der er det gået så fint. Det var dog inde hos os – i hans vante omgivelser. Jeg havde lagt STORE planer for min “fritid”. Jeg ville rydde op, gøre rent, i bad og måske nå en lille afslapningsstund på sofaen med ligegyldigt tv – og måske lidt kærestetid, selvom far jo arbejder hjemmefra 😉
Det var alt for ambitiøst. Alt alt for ambitiøst.

Jeg nåede knap nok at rydde op…

Theo klar til hygge hos farmor og farfar med sin lille rygsæk.

Jeg blev kaldt ind efter 20-30 minutter. Heldigvis tager det 1 minut at gå derind, så jeg nåede derind inden SMS’en brummede anden gang, for at fortælle at jeg havde fået en besked.
Jeg gik forbi deres vindue (det skal man for at komme ind til dem). Da Theo så mig i vinduet, fik gråden rigtig lov i ham. Jeg kom ind og fik en hylende Theo i armene.
Jeg satte mig på sofaen, han fik brystet i munden og så sad vi der og krammede til at han kunne mærke, at mor var her igen.

Efter lidt tid kiggede han op og smilte. Først til mig, så til farmor og så var han ok igen.
Han kom ned på gulvet og legede lidt med mig lige i ryggen – så blev han helt fin og gik på opdagelse i deres hjem igen. Og med mig på sofaen et par meter væk med en kop kaffe, fik farmor og Theo stadig leget og hygget en masse på gulvet.

Sådan har Theo det bedst. Stadig. Lige nu. Og det er OK. En dag får han det fint med at være derinde uden mor og far. Det tager vi i hans tempo.

Bare da jeg gik på toilet, blev han ked af det derinde igen. Så vi blev derinde sammen i lidt tid. Også for at vise at “her er ikke farligt” og så kom han med ind til os sig igen og hjalp med rengøringen.

Det er nu også hyggeligt, når han hjælper med rengøringen. Det tager bare 10 gange så lang tid. Sådan er det jo.
På en time, har vi nået to rum… Vi mangler fire endnu og nu sover han middagslur. Men vi når det, som vi nu når i det tempo vi nu kan tage det i. Det er også helt fint. Vi skal jo ikke nå noget. Vi har også en dag i morgen.
Det vigtigste er, at Theo er tryg i vores forsøg. Vi prøvede og Theo erfarede at mor kom (hurtigt), når han blev ked af det. Mor (og far) erfarede at farmor og farfar (stadig) er til at stole på og skriver så snart han bliver ked – for det er aftalen. Og jeg nåede da tre hele sange i høretelefonerne med fuld skrue. Det er da også noget! 😅

Jeg er kommet et skridt længere. Jeg sagde ja til pasning uden en helt særlig grund. Theo var ikke fan – så han kom i armene på mor igen. Det hele er helt ok. Vi tager det i vores helt eget tempo. Og heldigvis er farmor helt med på dét.

Jeg ved ikke om det er “det rigtige” vi gør. Men jeg ved, at det føles godt i maven og at Theo altid er hos personer, som elsker ham. Han er så heldig, at han har to forældre og to bedsteforældre der vil gøre alt for ham. Og så er det rigtigt for os. Resten finder vi ud af hen af vejen.

Farmor er blevet stand-by på mandag igen. Måske hun skal passe ham lidt, når Alex og jeg skal noget vildt spændende (som jeg ikke kan fortælle mere om nu) og jeg ved ikke helt om det passer med hans lur. Hvis det er helt galt, så kan farmor komme ind til os og have ham (og evt får ham til at sove lur) mens Alex og jeg lige er væk.
Nu er jeg helt blogger-agtig og skriver om hemmeligheder, som I i hvert fald ikke får mere at vide om, før om et par måneder. Sorry 🙈

Jeg er lettet over, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke græder, når vi skal væk fra hinanden. Jeg er lettet over, at alle er på bølgelængde og ser (sådan oprigtig ser) Theo’s behov og prioriterer dem før egne. Farmor og farfar kunne jo i princippet godt have forsøgt at trække den, fordi de nu endelig fik lov til at passe for første gang men de kaldte mig ind så snart Theo blev ked af det og dermed bekræftede de os (igen) i, at de er til at stole på. Det er vigtigt for os.

Formiddagen blev slet ikke som forventet. Men den blev alligevel god. Vi prøver os frem – det gør man jo i princippet hele tiden som forældre.

/Mama Schwartz

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen