Jeg får ryddet op

Jeg får ryddet op i lejligheden, kælderen og mit hovedet lige for tiden. Nogen gange er selvarbejde ikke nok for mig at gøre psykisk. Nogen gange skal der også fysisk forandring til.

Derfor har vi endelig fået udvidet vores seng med en ekstra enkeltmandsseng. Så vi nu har en seng der er 270 m bred. Far er altså kommet ind igen og vi er igen samlet om natten. Det kræver en smule tilvænning (især for Theo) med alle de nye lyde, der kan komme fra far, som han jo ikke er vant til. Men i det lange løb, tror jeg, at vi alle bliver rigtig glade for denne løsning. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har fået en ro over, at vi igen er samlet. Og nu er der også købt dobbeltdyne til Theo og jeg. Vi går all-in på ifavnsk samsovning herhjemme. Vi har nemlig ikke planer om, at Theo skal ind på eget værelse foreløbig.
Det krævede en masse omrokering i soveværelset. Det fik vi (heldigvis) hjælp af farfar til.
Der blev rykket rundt, boret ned og op på væggene og et lille gør-det-selv-projekt til mig med en boremaskine med nogle kroge på siden af kommoden, gav mig lige lidt stolthed.

Farfar og jeg har derudover også ryddet op i vores kælderrum i dag. Der var kommet lidt for mange ting af farfars derned og der var generelt bare rodet og jeg kunne intet finde. Så alt kom ud, sorteret og sat i (nogenlunde) system inde i kælderrummet. Det har været sådan en arbejdsopgave, der har lagt i baghovedet længe og nok stresset mig lidt. Så det er en stor forløsning, at der nu er styr på dét.
Jeg fandt flere spændende ting, som jeg havde brug for at tage med op. Bl.a. min “barnets bog”. Jeg fandt ud af hvornår på døgnet, jeg er født og jeg fik en kæmpe gave i, at læse et digt min mor har skrevet til mig, da jeg var få måneder gammel.
Jeg har før kigget i den bog, men jeg har aldrig set det digt helt omme bagi. Og det rammer mig helt sindssygt. Det er noget, som jeg har haft brug for at høre. Fra hende. Og det har nok været hele meningen med, at jeg skulle derned og rydde op.
I hvert fald stod verden næsten helt stille, da jeg kiggede i den – og jeg mærkede hende tydeligt.

Hjemmelavet “barnets bog”. Typisk min mor, det skulle jo have personlighed! Smuk, det er den.

Jeg mærker en stor drivkraft til at gøre endnu mere op med min sorg i øjeblikket. Jeg tror aldrig, at du bliver helt færdig med arbejdet. Du kommer aldrig “over” sorg. Du kommer ikke “videre”. Men du lærer at leve med det – og jo mere du arbejder med sorgen, jo bedre kan du leve med den. Den kommer altid til at være der, men du kan stadig godt få et fuldendt, lykkeligt liv, der også indebærer sorg. Sådan er min virkelighed nu. Sådan er livet. Den naturlige gang og alt det der… Derfor kan jeg stadig godt være lykkelig i momenter – for det er kun dér lykke ægte findes.

Det her kommer for nogen til at lyde helt kuk-kuk. Men jeg begyndt at få lidt kontakt til min mor fra den anden side. Igennem indviklede, spøjse kanaler. Og der er en stor trøst i det for mig. Men det er også først nu, jeg har været klar til at “høre fra” hende.
Jeg har først lige skulle være klar til på en eller anden måde rive op i sorgen igen. Men når man går tilbage til ‘square one’, så ser man flere (nye) ting og man ser det kendte med nye, mere erfarne øjne. Det kan godt være rigtigt sundt. Jeg mærker i hvert fald en ny proces, hvor jeg først mærker det dårlige for så at hele lidt mere igen.
Det er bestemt ikke en nem proces. Og den kan slet ikke skønnes på. Men jeg er så taknemlig for, at jeg har lært at give plads til følelserne – og lade dem gå sin gang. Jeg er så glad for, at jeg ikke løber fra dem. For sikke et oprydningsarbejde, som jeg så skulle i gang med på et senere tidspunkt… Puha.
Men der er ikke noget galt i, hvis man vil flygte. Det er basalt forsvarsmekanisme: Flygt eller kæmp. Jeg håber bare, at du vælger bevidst – og har øje for konsekvenserne ved dit valg. Der er også konsekvenser ved kampen, bestemt. Det har bare været det rigtige valg for mig. Og heldigvis har jeg fået plads til at bruge min energi på kampen af min omgangskreds.

Min mormor og mig ❤️

Hele digtet holder jeg kun for mig. Men jeg synes virkelig at slutningen giver en større mening, så du får et udklip her. Måske du kan tage noget fra det også.

Stræb for din “drømme tilværelse”.

Kæmp for dine rettigheder – men ikke for en hver pris.

Det vigtigste er at du er lykkelig,

at du er et helstøbt menneske

med alle de smertelige minder, men også de glade stunder.

– ord fra min mor til mig

Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste hele teksten. Hun havde det med at ramme plet – gang på gang. Og det gør hun sku stadig fra den anden side. Det må jeg bare sige.

Jeg skriver nogen gange om hvilke “knobs” jeg har med fra min barndom på Instagram. Men med alt det i mente, så havde jeg en legende barndom fyldt med kærlighed, frihed og tryghed. Og det er alt sammen pga. min mor. Hun har fyldt så meget af min barndom, at jeg næsten ikke kan finde et minde, der ikke har hende i det. Hun var der altid.

Vi havde en svær start (rent “medicinsk”) og der var stor risiko for en mislykkedes (/utryg) tilknytning, da vi var meget adskilt det første stykke tid. Og de dage er nok også den allerstørste grund til at jeg har svært ved at være “efterladt alene” men alle de timer, alle de dage uden min mor. Men dén tid har min mor virkelig gjort alt for at “gøre op for”. Jeg husker fx stadig alle de gange, hvor jeg alligevel ikke kunne sove ude pga. hjemve – og de utallige gange jeg bare er kommet hjem igen til min mors åbne arme. Jeg var vist omkring de 10 år før det ikke længere var et problem. Jeg fik lov til at tage det i mit tempo – og min mor fejrede vist gange succesfulde overnatning med en druktur 😂

Jeg mærker stille og roligt en større accept for at det var sådan det skulle være. Det var meningen, at jeg skal “stå alene” for at jeg kan vokse mere. Det er en svær, kompliceret tanke at tackle og jeg skal stadig lige lande i det. Vores skæbne er ikke altid pæn, men den tvinger vores ærlige, ægte jeg frem. Og hende vil jeg gerne dyrke.

Tak fordi du læste med.

/Mama Schwartz

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen