Jeg har set min største frygt i øjnene…

Jeg er også bange for hajer. Og edderkopper til tider, hvis de er store nok. Men min allerstørste frygt det er, at føle mig lige så lille, uønsket og hjælpeløs, som jeg gjorde i min folkeskoletid.

Så i dag ‘facede’ jeg min største frygt. Jeg stod samme sted, hvor jeg så mange gange før har følt umenneskelige ting og grædt. Men i dag stod jeg oprejst og stærk.

Hold da op for en følelse af uovervindelighed, jeg lige har været igennem…

Jeg har i mange år underspillet og fortrængt hvor slemt, jeg egentlig havde det. Nok mest for at beskytte mig selv. Men også fordi ingen nogensinde har kunne bekræfte mig i, at hvor slemt det var. For så skulle nogen jo tage ansvar… Og det er her min mistro til mennesker startede. Det er jeg sikker på. For hvordan kan man være vidne til, at en pige i 5. klasse bliver trængt op i en krog og er genstand for en “leg” med en 10’er på runde og hvem der nu skal slå på gipsarmen, lade klassekammeraten gå grædende hjem med en blødende gipsarm (og sin skoletaske!) og så lade som om, at der aldrig er sket noget?!
Der var mange vidne til det her overfald, men ingen sagde noget, gjorde noget eller hentede nogen voksen.

Og hvad værst er: Skolen tog ikke ansvar efterfølgende. På et møde blev overgrebet kaldt for “drengestreger”. WHAT?! Jeg var blevet opereret i armen og fået skruer ind i og drengenes “leg” rykkede min skrue 1,5 cm! Lægen fortalte, at en halv cm længere og jeg havde risikeret at blive lam albuen og ned. Jeg har nerveskader den dag i dag…

Det er én historie. Bevares det er den værste. Men den er langt fra den eneste. Og tænker jeg for længe på alle oplevelserne, så græder jeg.
Mine oplevelser gjorde det svært for mig at stole op nogen som helst på min egen alder. Jeg lærte ligesom at alle andre (der ikke var langt ældre) ikke kunne have min ryg. De løj og holdte hånden over hinanden. De holdte mig udenfor fællesskabet – og derfor prøvede jeg heller aldrig igen, efter den oplevelse med armen, at blive en del af fællesskabet i klassen. Jeg havde opgivet – og ventede bare på at komme væk. Mit eneste mål var at komme igennem folkeskolen med så få knubs som muligt, så jeg kiggede ned i jorden og tog høretelefoner i og ventede de sidste klasser ud…

Men i dag har jeg stået lige dér, hvor alle de skrækkelige ting foregik. Jeg følte, at jeg så mine mobbere i øjnene. Og jeg kom ikke længere til skade. Jeg kan ikke længere røres. Jeg er videre.
Så jeg giver slip. Jeg giver slip på al smerte, alle ubehagelige tanker, jeg har haft om mig selv og al ønske om dårlig karma til dem.
Jeg tilgiver. Jeg tilgiver lederene og lærerene. Jeg tilgiver vidnerne. Jeg tilgiver mobberene. Og jeg tilgiver min mor for at tvinge mig tilbage dertil, fordi det var det eneste sted, hvor fagligheden var ok i miles omkreds.
Jeg sætter mig selv fri. Helt fri. Jeg sætter mig selv fri for at bæger den nag. Jeg har taget dén vægt af mine skuldre i dag.

Og jeg takker Theo for den stor gave, han gav mig i dag. Han gav mig smil på læben og et godt minde fra et skrækkeligt sted. Det var det helt rigtige tid og sted, at gøre det her på. Nu er jeg fri. Endelig fri.

Nu er min mission i det sønderjyske fuldendt. Jeg har været tilbage de steder, der har formet mig som menneske – på godt og ondt. Jeg har snakket med mange mennesker, der har haft min mor og mormor tæt ind på livet. Jeg har lært meget om mig selv og jeg kan nu lukke dette kapitel af mit liv.
Det vil jeg fejre med Sønderjysk kaffebord i eftermiddag. Hvis du ikke ved hvad det er, så Google det. Det kræver billeder og en længere forklaring 😅 Men meget kort: Overflod af kage med kaffe til.

Tak fordi du læste med!
/Mama Schwartz

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen