Legeaftaler for hjemmepassere?

Det er åndehuller. Det er tid til at snakke samme sprog med voksne mennesker der forstår én. Det er tid væk fra hverdagens tummerum. Det er det i hvert fald for mig.

Jeg har efterhånden skabt mig mit eget kvindefællesskab, hvor jeg føler mig sikker i vores relation og hvor støtte og opbakning i med-moderskabet er højt på prioriteringslisten. Jeg har været igennem mange legeaftaler, der kun blev til den ene gang eller få gange fordi vores værdier eller kemi ikke stemte overens. Nu har jeg fundet os en håndfuld, hvor både mødre og børn’s kemi bare er der.

Vores legeaftaler er nogen gange højdepunkterne på ugen eller dagen. En træls nat eller en træls periode eller et skænderi med min mand bliver en smule mindre træls, når jeg har vendt det med eller bare læsset det af hos enten mandags-, onsdags- og fredags-aftalen. Og Theo plejer at være dejlig træt bagefter 😅

Aftalerne er også en måde, jeg holder styr på ugedagene. Som én der havde svært ved at holde styr på ugedagene som helt almindelig kontormedarbejder, så kan du måske forestille dig, hvor svært jeg kan have med at holde styr på det, når alle dage er stort set ens. Far skal ikke arbejde to dage om ugen – det er det eneste, jeg har at forholde mig til ellers.

Hvis man ser forenklet på det, så har børn (i Theo’s alder) faktisk ikke som sådan brug for socialisering med jævnaldrende. Socialisering sker imellem alle aldre og kvaliteten af den er ikke forbeholdt alder. Theo kan altså opnå kvalitetssocialisering hos både jævnaldrende eller nogen der er meget ældre fx. mig, far eller bedsteforældre. Der er så anden vigtig læringen ved legekammeraterne på hans egen alder såsom at vente på tur eller at dele om et legetøj. Men det skal Theo jo nok nå at opleve rigeligt af i sit liv. Jeg er altså ikke nervøs for manglende socialisering hos Theo i denne her Corona lockdown vol 2. Jeg er mere nervøs for mit velbefindende, hvis jeg skal være ærlig.

Legeaftaler for hjemmepassere er lidt ligesom kaffepauser på arbejdet. Det handler om samhørighed, forståelse eller samvær med ligesindede. At kunne vende problematikker eller opnå en reelt forståelse af en udfordring.
Jeg forestiller mig lidt at jeg har det ligesom en hjemsendte medarbejder, der ikke trives uden kollegialt kontakt – og jeg kan så heller ikke holde zoom møde med vores hjemmevenner. Det giver ikke rigtig mening og jeg tror heller ikke at det bliver en succes med ungerne 😂

Jeg forstår godt hvorfor at det her skal ske. Og jeg lytter selvfølgelig til Mette-mor. Jeg forstår godt hvorfor at vi skal aflyse alt, alt er lukket og vi bare skal blive hjemme indtil der er styr på tallene. Men jeg kan heller ikke undgå at være en smule frustreret over at der altså ikke var på disse vilkår, at vi valgte at hjemmepasse Theo. Jeg har ikke fortrudt vores valg – for jeg tror at alternativet ville være værre for os. Men da vi tog beslutningen, indebar beslutningen planlagte legestuer, udflugter, årskort til diverse og generelt bare omgivet af venner og legekammerater. Vi planlagde jo ikke at det kun skulle være mig og Theo dagen lang, isoleret og overladt til os selv indtil far havde fri fra arbejde.

Men når det så er sagt, så har jeg så meget medfølelse og sympati til pædagogerne derude der knokler i institutionerne der i forvejen har alt for ringe vilkår og nu med en nærmest umulig opgave og så er jeg pludselig taknemlig for at jeg ‘bare’ har Theo at forholde mig til og vi blot savner men stadig trives helt fint.

Jeg startede dette skriv i frustration og en smule medlidenhed. Jeg fik afløb og udrenset. Jeg ender i taknemlighed: Jeg er dog mest af alt taknemlig for at jeg helt uforstyrret fra omverdenen tilbringer tid sammen med den vigtigste i mit liv (og hans far 😉). Jeg er taknemlig for at jeg har dem at stå op til, masser af tid sammen med dem og en stor mulighed for at se indad. Jeg tager muligheden og arbejder på det, som kalder på mig lige nu – i vores relation og i min relation til mig selv.

Tak fordi du læste med.

/Mama Schwartz

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen